Udvikling af den danske kerneplantesamling for kartofler
Projektets formål er en øget værdiskabelse i dansk kartoffelavl. Målet er at sikre adgang til patogenfrie og sortsægte miniknolde.
I projektet indgår en oprensning af stængelstiklinger, der på grundlag af en sygdomstest sikrer, at nye sorter er fri for patogener og karantæneskadegørere. Vedligeholdelse af kartoffelsorterne sker i form af in vitro planter i klimakamre. Fornyelsen af kerneplanterne sker ved stængelstiklinger og udføres ca. én gang om året afhængigt af sortens vækst. Dansk kartoffelavl er kendetegnet ved et meget højt sundhedsniveau, specielt når det gælder bakteriesygdomme. Projektet udgør et helt centralt fundament for dansk eksport af læggekartofler samt produktion af stivelses-, spise og proceskartofler. Projektet har vist sig nyttigt på lang sigt idet dansk produktion af læggekartofler er karakteriseret ved en meget høj sundhedsstatus specielt hvad angår bakteriesygdomme.
Projektet er derfor afgørende for, at der kan ske en øget værdiskabelse i kartoffelavlen som følge af anvendelsen af sunde læggekartofler af nye sorter både på kort og lang sigt. I 2020 vil der ske en overflytning og udvikling af kerneplantesamlingen ved TystofteFonden, som er faglig ansvarlig for gennemførelse af den lovbestemte sortsafprøvning af landbrugsplanter og plænegræsser, samt kontroldyrkning i forbindelse med certificering af opformeringsmateriale. TystofteFonden er endvidere ansvarlig for de daglige administrative opgaver i relation til SES- og værdiafprøvning. Fonden har ansvar for at certificere frø og sædekorn og godkende grønsagsfrø i henhold til gældende lovgivning og udføre de kontroller, der går forud. Fonden varetager allerede den danske sortsafprøvning og kontroldyrkning, så der er tale om ensamling af relaterede opgaver på frø- og sortsområdet.